søndag den 7. april 2013

Tid til oprydning ???!!!

Leg i lange baner


Efter en laang påskeferie efterfulgt at lock out ramte skolebørn ligner vores stue et legeland, jeg kan godt selv se det. Det er bygget indianerlejr i det ene hjørne, foran fjernsynet har sørøvere og pirater slået sig ned, klar til at angribe cowboylandsbyen henne ved havedøren. Foran brændeovnen lever legoborgen sit egen liv, et liv med riddere og legobrandmænd i en stor forvirring.
Det er bøger, biler og bolde under og over borde... , det roder .... eller det emmer af børn som hygger.
Forleden skulle en af mine tre bukkebrusers venner hentes her af sin far, - efter at drengen også havde været i piratland og legoland og på bilbanen osv .. Det var første gang den far trådte ind i vores hjem, og hans første kommentar vil stå et stykke tid. Han udbrød da han kom ind i stuen:" Nå det var da et skønt stort legeværelse, har I så stue ovenpå!!!!!!!!!!!!!!"
Vores stue er vel ca 60 m2 ..
Jeg kan altså sagtens se det roder, men du godeste hvor der også leves .. og leges lege .. over flere dage, og der bygges og hygges .., så meget at vi nok bare lader det være, i hvert fald et stykke tid endnu, også selvom det ligner et børneværelse.

lørdag den 23. februar 2013

Forårsfornemmelser

Som at lukke køerne på græs ...


I dag var sneen stort set smeltet på vores fodboldbane, - eller i vores have , same same!
Helt frivilligt sprang Andreas  mellemstemand i tøjet og gik ud og haven ..
Og da jeg  kiggede ud til ham, var det jeg fik associationer til min barndom, når vi lukkede bedstefars køer ud på græs de første forårsdage, sikken en glæde og begejstring over igen at kunne drible, score og finte på det næsten grønne græs i haven. Jeg tror slet ikke han ænser de 3 minusgrader, der hurtigt fik mig ind i varmen igen.



onsdag den 20. februar 2013

Endelig færdig

Projekt Striktrøje afsluttet


Jeg er ikke verdens hurtigste strikker, - det er ikke nogen hemmelighed. Og det med 3 bukkebruser hjælper ikke på tempoet :-)
Men jeg gik for knap 2 år siden i gang med denne trøje, - til mig selv!!!
Og nu mange køreturer, hyggestunder med svigermor, strikke ministunder og nogle få strikkemarathons senere er jeg færdig og stort set tilfreds. Den skulle måske have været lidt længere .. men velvidende mit tempo er jeg vist blevet lidt utålmodig :-)

Jeg er helt tosset med knapperne, det er fra min mors hjemmestrikkede cardigan, som hun brugte da jeg var barn. Jeg kan huske, hvor smukke jeg allerede dengang syntes de var, og da hun kasserede trøjen, klippede jeg knapperne af, siden har de raslet rundt i min knapæske i rigtig mange år, gemt til et helt særligt projekt :-)

fredag den 8. februar 2013

Fastelavn

Hænderne op, mariehøns.


I år kunne jeg kun få lov at klæde en dreng ud til fastelavn .. :-(, de to store er måske allerede blevet for store.
Men heldigvis ville mindstemanden være cowboy, så det blev han. Han havde kostumet på i flere dage, selvom det kun var én dag der var fastelavn i børnehaven. Holger går på mariehønestuen, så de medbragte fastelavnsboller blev mariehøns.


Jeg bagte efter Meyers opskrift, dog glemte jeg i første omgang smør i dejen. De smagte ok, lidt sundt men glasuren fik dem til at glide ned uden problem :-)

tirsdag den 22. januar 2013

Uhmm, min nye favorit-salat

Dejlige rødkål uden jul :-)


Jeg har længe sværget til Claus Meyers Salatbog, når jeg skulle finde ny inspiration, noget af det gode ved den er at den er opdelt efter årstider.
Forleden skulle vi have hele svigerfamilien til middag, - langtidssteget rådyrkølle!! Jeg faldt over Meyers rødkålssalat med, feta, soltørrede bær og ristede mandler, den er simpelthen skøn. Perfekt til både rådyrkøller, pizzarester og madpakken.
Man kan ikke købe tørrede kirsebær i Auning krat og omegn, som opskrifter foreskriver, men det går fint med tørrede tranebær og blåbær.
Det der gør at både børn og voksne nyder salaten med velbehag er at man først rører den fintsnittede kål med lidt salt og lige lader det stå en halv time, så går det "kålede" ligesom af kålen :-)

tirsdag den 1. januar 2013

December to remenber ...


Helt på bagkanten af december 2012 får jeg så skevet et indlæg .. men det gav ikke mening før nu, og nu har jeg jo besluttet at bloggen er til det meningsfulde!
Jeg kommer ofte i december til at slå et lidt for stort brød op .. ville alt for meget på for kort tid, og i år var øvelsen at undgå den fælde. Det var sin sag, da vi havde lovet at lægge hus til fejring af farfars 70 års fødselsdag for hans søskende,  børn og børnebørn = 24 glade gæster :-)
Jeg valgte i år derfor IKKE at starte december med at købe ind, til alt det jeg bøhøvede for at sy julegaver til nevøer og niecer, i stedet købte jeg ind når jeg havde tid, - og det betød så mindre stress over stofbunken og altså kun 2 lave-gaver fra tante P denne jul.
Julebag og konfekt blev der traditonen tro fabrikeret i stor stil :-), og da alle drengene er ret begejstrede hjælpere med søde sager, når vi sjovt nok altid den del uden andre problemer end mavepine.
Juledage er et kapitel for sig i min storfamilie med mange børn i alle aldre, så der var fart på både den 24. og 25. dec, men så røg vi også helt ned i tempo resten af julen. Jeg fik strikket min cardigan færdig, - næsten!!! Den forventer jeg faktisk snart at kunne trække i på en kold januardag.







onsdag den 21. november 2012

Meningsfuld madlavning med Magnus

Vores store dreng Magnus har en formidabel dansklærer, som finder på alle mulige ting de kan lave. En af de aktivitetet Magnus var særlig glad for, var da de skulle i skolekøkkenet og lave porresuppe med hjemmelavede brødcrutonner.
Magnus kunne opskriften helt udenad, da han kom hjem fra skole. Og siden har han lavet den flere gange til resten af familiens store fornøjelse.
Madlavning er en af mine yndlingsaktiviteter, og heldigvis holder drengene også meget at at være kokke.